Hos Park og Vej i Nakskov har en kombination af FVU og OBU været det rigtige

En af de virksomheder, der har italesat ordblindhed og fået styrket deres medarbejders kompetencer inden for digitalisering og brugen af matematik, er Park og Vej i Nakskov.

Bernt Dickow er ansat hos Park og Vej. Han har deltaget i ordblindeundervisning gennem de sidste tre år på VUC Storstrøm. Han har derudover haft FVU Matematik og FVU Digital sammen med flere af sine kolleger.

 


Flere medarbejdere fra virksomheden er startet på ordblindeundervisning gennem de sidste tre år. Det skyldes blandt andet, at tabuet omkring ordblindhed er blevet brudt hos Park og Vej.

 

Det er ikke længere pinligt at være ordblind; det er noget, der er flere kollegaer, der døjer med - og man kan tage ordblindeundervisning sammen.


Trygt at tage kursus med kolleger

For både Bernt og hans tillidsrepræsentant Flemming Højberg har ordblindeundervisning været meget brugbart, og de har fået gode redskaber, som de kan bruge i deres hverdag.


Man får nogle teknikker og værktøjer til at blive bedre. Du skaber ud fra undervisningen dine egne huskeregler”, forklarer Bernt. Han påpeger, at man tidligere bare har holdt mund, når snakken for eksempel gik på, hvordan et ord skulle staves.


Det giver et godt sammenhold, når man er afsted med ligestillede kolleger. Begge deltagere mener, at det sociale element betyder meget i forhold til at deltage i ordblindeundervisning: ”Det at man kender hinanden, som kolleger gør; at man kan sidde og grine sammen. Det skaber tryghed”, fortæller Bernt.


Digitalisering i vores arbejde

Hverdagen i mange virksomheder bliver mere og mere digitaliseret, og hos Park og Vej gælder det, at medarbejderne i højere grad får deres opgaver på iPads.


Flertallet af medarbejdere er +50, og det har været en udfordring at få alle til at bruge iPad'en som arbejdsredskab.

 

Flemming forklarer, at de i dag bruger iPad’en til at registrere arbejdstimer, svare på mails og lave kortere skriv til forskellige formål.

 

Det har derfor været ideelt for dem at få undervisning i ordblindhed og grundlæggende IT samtidigt, da øgede færdigheder inden for disse områder tilsammen har styrket den enkeltes kompetencer i forhold til opgaveløsning.

Ønsker du og din arbejdsplads også opkvalificering?
Vi kan finde en løsning, der passer netop jer og jeres arbejdsopgaver.